DIY: Grow an Avocado tree

img_8095
For et par måneders tid siden, kastede jeg mig ud i et efterhånden ret populært projekt, nemlig at forsøge at få en sten fra en avocado til at spire. Så jeg kunne have et fint avocado træ til at stå herhjemme og pynte. Jeg må ærligt indrømme, at jeg nok var lidt skeptisk og troede ikke det ville lykkes, men men men det gjorde det altså!

Først og fremmest spiste vi avocado til aftensmaden ;) Her gemte jeg så stenen, vaskede den og skrællede den forsigtigt. Næste step er så, at sætte to pinde eller tandstikker (jeg brugte grillspyd) fast midt på stenen. Bunden med den lyse plet skal være nede i vandet, så på hver side skal der være en pind, til at holde stenen på et glas vand.
Pas på med ikke at trykke pindene for langt ind i stenen, den skal bare liiige kunne holde stenen fast.

Derefter fyldes der vand i et glas, så stenen kan balancere på toppen af glasset, hvor pindene holder stenen fast på glassets kant. Stenen skal være halvt dækket til af vand.

Til sidst er der bare at sætte den et sted med masser af lys og skifte vandet engang i mellem, gerne ugentligt. Stenen skal gerne være halvt dækket af vand hele tiden. Herfra begynder stenen at revne, og man kan se en lille spire.
Da stenen havde slået rødder, valgte jeg så at plante den i jord, hvor den nu står og hygger sig i solen, og bladene vokser derud af. En ret dekorativ plante, og så er det jo meget sjovt, selv at lave det fra en avocado.

Har I prøvet at gro jeres eget avocado træ?

img_8190
img_6418
img_7556
img_8093

Christmas decorations

img_3584 img_3587 img_3590 img_3592I dag har den stået på julehygge med nogle skønne kolleger. Vi plejer nemlig at mødes op til jul og lave en masse fine juledekorationer, og så er julestemningen altså på sit højeste med dekorationer, julemusik, juleslik og skønt selskab – også selvom kreativiteten måske ikke er min stærkeste side ;) Men jeg synes faktisk jeg er sluppet ret godt fra det i år, hvor det blev til et kalenderlys og en advents dekoration, en krans er det jo i hvert fald ikke :)

Jeg havde valgt at satse på mere naturlige dekorationer, hvor jeg brugte hvide og grønne farver, og det er jeg egentlig ret tilfreds med. Jeg havde fundet nogle fine sukkulenter og eukalyptus grene, og så ellers en masse grønt fra skoven. Så nu er der altså klar til jul herhjemme, dog bliver der nok først pyntet op i resten af huset i weekenden, så vi er klar til 1. søndag i advent. Nu er lysene jo i hvert fald klar!

Har I været i gang med jeres juledekorationer?

DIY: Hostess gift

DSC_5056 DSC_5067 hostessgiftdiy

Poster: Livink

Da jeg var med arbejdet i Norge, så jeg nogle fine flasker, som indeholdte ingredienser (i hvert fald de tørre af slagsen) til at bage forskellige slags kager. Idéen var, at man kun skulle tilsætte de “våde” ingredienser og vupti, så havde man altså dejen til en lækker kage. Derfor blev jeg inspireret til selv at lave sådan en flaske, der kunne fungere som f.eks. en værtindegave. Så da min mor havde fødselsdag, prøvede jeg altså at lave sådan en til hende.

Det er jo i og for sig et meget nemt DIY (Do it yourself) projekt, som kun kræver få ting, heriblandt at du har en god opskrift på en kage. Desuden skal du bruge en flaske, som en Cocioflaske, der lige har været en tur i opvaskemaskinen i dette tilfælde, bagepapir til låget, snor til at pynte med og papir eller et klistermærke, hvor du kan skrive de øvrige ingredienser som skal tilføjes mv.

Jeg havde valgt at tage udgangspunkt i den bedste chokoladekage (som I kan finde her) til denne DIY, og så har jeg ellers bare fyldt alle de tørre ingredienser i flasken, og efterfølgende skrevet hvilke “våde” ingredienser der skal tilføjes for at færdiggøre kagen. I dette tilfælde æg, smeltet smør og vand. Og så er det selvfølgelig også nødvendigt, at skrive ved hvilken temperatur kagen skal bages ved ;)

Hvad synes I om denne DIY guide?

Repost: DIY Christmas tree

Christmastree

Sidste år gav jeg mig i kast med et lille (og nemt!) DIY projekt op til jul. Nemlig disse fine juletræer. De er også fulgt med i det nye hus, hvor vi efterhånden snart har boet et år (!!), hvor er tiden bare gået hurtigt. Men tilbage til juletræerne. De står nemlig og pynter fint igen i år og skaber lidt ekstra julehygge. Så I får lige “opskriften” igen:

Alt hvad man skal bruge er kobbertråd, som kan købes i Søstrene Grene til omkring 5 kroner pr. pakke, og der bruges ca. en pakke til to juletræer som på billedet. Desuden skal du bruge en tang til at bøje tråden med og en tang til at klippen tråden over. Jeg brugte mine Kähler adventsstager og bøjede tråden deromkring. Det er noget nemmere, at bøje tråden rundt om en kegleformet figur, hvad enten det er en flamingo skabelon, en stage eller lignende, frem for at bøje det i fri hånd. Det var i hvert fald det mest praktiske for mig.

Har I også lavet julepynt til hjemmet? I må meget gerne linke til flere DIY projekter i kommentarfeltet til inspiration :)

Daniel har igen hjulpet med, at trække vinderen i den anden adventskonkurrence om et SPA sæt fra Yves Rocher. Stort tillykke til Ina Vestergaard! Jeg sender dig en mail med det samme. Se endelig med på søndag, hvor der vil være endnu en adventskonkurrence her på bloggen.

It’s Christmas time

DSC_4182

Lige om lidt skriver vi december, og juletiden er for alvor i gang. Den dejlige julehygge hjælper desuden også på det noget kolde og blæsende vejr, for nu kan man kravle under tæppet med varm kakao og juleslik ;) Desuden startede jeg allerede julen i dag, da min yndlings julefilm blev vist i TV, nemlig “Tror du på julemanden?”, og den er nu stadig god!

I sidste uge mødtes jeg med mine søde kolleger, og så blev der lavet kalenderlys og en juledekoration, så nu skal der bare pyntes lidt ekstra op i morgen, så er der ved at være klar til jul herhjemme. Selvfølgelig med undtagelse af juletræet, men det skal vi altså have i år!

Har I nogle juletraditioner, så må I endelig dele dem i kommentarfeltet nedenfor :) Det vil være spændende, at høre hvad I plejer at gøre i december og som efterhånden er gået hen og blevet en fast tradition.

Husk, at I stadig kan nå, at deltage i min adventskalender, hvor I har mulighed for at vinde et make-up sæt fra Yves Rocher. I kan deltage i konkurrencen her.