Winter time ..

Nytårsaften 2013

Hej derude!

For lige at runde 2013 af, blev årets sidste to dage fejret i udlandet.
Jeg havde booket et hotelværelse i Berlin, som en overraskelse til Daniel. Vi spurgte et hold venner, som vi fejrede nytårsaften med i 2012, om de ikke ville med til Berlin. Det takkede de ja til, og de kunne heldigvis få et værelse på det samme hotel.

Så aaalt for tidligt om morgenen d. 30. december pakkede vi bilen og satte kursen mod Berlin. Vi skulle bo på Lindner Hotel AM KU’DAMM, som ligger på Kurfürstendamm. Så vi boede perfekt, hvor der var rig mulighed for shopping.

Da vi ankom på hotellet, smed vi vores ting på værelserne og så skulle vi ellers i gang med at se seværdighederne i Berlin. Da vi kun havde to dage, skulle vi jo få så meget ud af det som muligt! Vi havde på forhånd aftalt nogle ting vi skulle nå, og noget vi gerne ville, hvis der blev tid til det. Jeg havde hjemmefra fundet frem til, at vi i hvert fald skulle på Chocolaterie, og det var de andre heldigvis med på.

fassbenderrauschJulelys

Billederne ovenfor er fra vores skønne besøg på Fassbender & Rausch Chocolaterie i Berlin. Besøget startede i deres butik, hvor man finder de mest fantastiske skulpturer – i chokolade selvfølgelig. Og der er alle former for chokolade, så jeg vidste slet ikke hvor jeg skulle begynde. Dog ventede jeg i spænding på, at komme ovenpå, hvor de har café.
Efter en runde i butikken, fortsatte vi op i caféen, hvor vi bestilte 2 kager og 4 kopper varm chokolade. Jeg tog en tiramisu kage og Ina valgte en karamelkage. Begge kager var virkelig gode – og det var i forvejen rigtig svært at vælge mellem alle de lækre kager. Jeg var i chokolade himlen!
Efter besøget hos Fassbender & Rausch kom vi forbi et julemarked, hvor der blev solgt alt fra handsker til mad og gløgg. Vi var heldige med, at der stadig var julebelysning fremme i Berlin, så det var rigtig hyggeligt at gå ude om aftenen og se hvordan alt var pyntet op. Det kunne vi godt lære noget af herhjemme.

brandenburgertor

Vi fik også set Brandenburger Tor, hvor de var i fuld gang med lydprøver til det store show Nytårsaften. Der var en kæmpe scene, og ud fra denne scene var der en lang strækning, hvor alle kunne stå og fejre nytårsaften. Der var alverdens boder på begge sider, med forskellige mad- og drikkevarer. Det var en kæmpe oplevelse at se, og man kunne sagtens fornemme, at de var i gang med at gøre klar til et brag af en fest! Desværre var situationen sådan, at vi havde reserveret bord på en restaurant d. 31, kl. halv ti, så derfor kunne vi ikke nå hen på Brandenburger Tor og se fyrværkeri når klokken slog tolv. Desuden ville der også være så mange mennesker, at det ikke var til at komme hverken frem eller tilbage. Derfor besluttede vi at se pladsen d. 30., og nyde dagen d. 31. og tage det hele som det kom. Hovedsagen var, at vi kunne se frem til en virkelig lækker nytårsmenu. En så lækker menu fortjener et indlæg helt for sig selv, så derfor laver jeg en opfølgning senere omkring nytårsmenuen.

berlin2013Udover Brandenburger Tor fik vi også set Checkpoint Charlie og et stykke af muren. Herefter gik vi til Alexanderplatz for at se Fjernsynstårnet. Det var også her vi endte med, at se fyrværkeri, da klokken slog tolv nytårsaften. Det var fantastisk, at stå foran Fjernsynstårnet, se masser af fyrværkeri og nyde champagne og hjemmelavet kransekage.
På vores tur nåede vi også fordi Dunkin’ Donuts og selvfølgelig en masse Starbucks kaffebarer, hvor jeg bl.a. fik denne lækre Salted Caramel Cheesecake – MUMS! Jeg er så glad for, at Starbucks er ved at blive mere udbredt i Danmark.

madametussaudsInden vi skulle ud og spise nytårsaften, besluttede vi, at tage på Madame Tussauds. De havde åbnet helt indtil kl. 19 nytårsaften, så det var dejligt, når vi først skulle spise 21.30.
Daniel og jeg havde aldrig været på Madame Tussauds, så vi synes det kunne være en god oplevelse at have med hjem fra Berlin. Under besøget nåede jeg, at synge med Rihanna og Madonna, mikse drinks med Tom Cruise og få drinks med George Clooney. Daniel valgte i stedet, at bruge tiden i selskab med Einstein ;)

Det var to fantastiske dage i Berlin, og vi fik virkelig udnyttet tiden og set en masse! Jeg kan helt klart anbefale en weekendtur til Berlin. Det er en super flot by, med masser af muligheder for god mad, shopping og med mange flotte seværdigheder.

Det er bestemt ikke sidste gang, jeg skal til Berlin!

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Winter time ..